Angstens anatomi eller

hvorfor angst har med tilgivelse at gøre..

Umidddelbart kan det lyde underligt, at de to begreber skulle have noget med hinanden at gøre. Jeg vil i det følgende prøve at beskrive hvilken sammenhæng der er. Angst hænger nøje sammen med forestillingen om bestemte fremtidige begivenheder. Den angste tænker ubevidst en tanke om fremtiden, som derefter føder billeder og tilknyttede følelser. Et fremtidigt skrækscenarie er sat og tiden tikker lystigt og ubønhørligt frem mod det.

scenen bliver sat

Den scene som personen har sat, er ofte en scene hvor hvor han eller hun ikke føler sig i stand til at opfylde bestemte forventninger. I den angstes sind vil retningen af disse forventninger altid være udadrettet. At det er omgivelserne, som stiller kravene, standarten og dermed også dagsordenen. Dette er og bliver et umuligt projekt. Den nødvendige skelnen mellem en menneskelig og en faglig dagsorden, findes ikke for den angste, og det er her filmen knækker. Det som ligger bag det hele er naturligvis et svækket selvværd, og dermed også et element af selvkritik elller ligefrem selvhad. Den angste har dømt sig selv på forhånd.

forstillingen opløses

Det er her at tilgivelsen kommer ind billedet. At den angste på forhånd tilgiver sig selv! At lige meget hvad der sker derude, så er det tilgivet. Jamen hvis det alligevel sker, tænker den opmærksomme lytter, så er det jo omsonst! Nej, det sker ikke, for det er jo allerede tilgivet. Den angstes forestilling var jo dikteret af selvhadet.
Det vidunderlige ved denne cyklus er, at når et angst menneske tillader sig at forestille sig det værste, men med en kærlig opløftende hånd bagved, så opløses forestillingen. Den var skabt af den angstes selvhad.
Du kan læse om, hvorledes det på en smuk og effektiv måde er muligt at tilgive sig selv her